21:30 Mi sento morire
Udvalgte digte fra digtsamlingen ”21:30 Jeg dør bare”
21:31 Mi sento morire af Guiseppe L. Bonifati
Forlag LietoColle, Collana Blu, 2013
brev til en ung mand i branchen.
Kære unge mand,
Jeg skriver til dig for at svare på en stemme.
I virkeligheden tørrer munden ud i nat.
Du spørger mig om klokken?
Lad være med at spørge,
hvis alle tidspunkter er egnede
til en ufornuftig død.
Hvorfor ligner vi brødre,
i al vores forskellighed,
gående på hver sin fod
favnende med hver sin arm.
Måske lidt melankoli nedkastet
af et regnskyl. Og udenfor regner det ikke i dagevis.
Indenfor er en sø, hvor fabrikkerne udleder bundfald,
affald fra historien, som vi har forladt.
Tag mig i hånden,
få mig til at føle det,
som når en nål går ind i venen,
hvorefter alt er forbi,
slukket er enhver smerte.
Når den farligste vej er valgt,
så kan jeg kun gå videre og konfrontere den
med alle dens slanger skjult mellem stenene.
Der venter mig et pludseligt baghold
i armene på forfatteren, som ikke mere
ønsker at skrive ”kærlighed”.
Der venter mig et sår, som flækker mit ansigt
og får blodsdråberne frem, som på en Madonna.
Bed for mig, du, som er på rette vej,
fordi Gud har glemt dig.
Bed for mig, for på hjemvejen
vil det ikke mere være mig, der forsøger et baghold.
Andet brev
Du er de usagte ord:
tavse, kvalte, dæmpede,
som digterens lys
om natten:
du må tages i stilhed.
Alt begær vender du mod dig selv.
Du er sommeren,
årstiderne, som ikke findes.
I øjnene, i ansigtet
er du tanken, som aldrig giver fred,
i evig uro får den alting til at ryste
og alting til at blive rødt.
Lev, lev igen,
genoplev.
Så anderledes
en blomst har du
placeret
i din mund:
man kan ikke kysse dig
uden at
få et løfte.
Hvad vil du have?
Hænderne
rene og tomme som
et værelse:
der kan fyldes op
for en kort stund
eller oversvømmes
for et helt liv.
Du, unge poste restante mand
overalt hvor du er,
kun fordi det er fjernt
vil du altid fastholde,
lyset
fra en stjerne
eller fra en sol
i en halv time.
Og alligevel
vil du altid
og du ved det også godt,
være dagen, der ikke dør
som ikke vil
sove
nogensinde.
Nausikaa
I fontænen plasker vandet
Spredte stemmer fra folk på vej væk
overdøver det.
Jeg
er kommet op til overfladen
og vender tilbage til fontænen for at drikke vand
som plasker.
Ved denne fontæne
bliver jeg trist: at være
kvinde eller luder
er ligegyldigt for en væske
som løber.
Men jeg frygter ikke.
Blot en enkelt dag
er nok til at jeg genfødes.
Også en enkelt nat
presset ned i søen
ved klippen på
landsbyens fontæne.
Jeg har ikke brug for Trevifontænen
selvom jeg indtil i går
følte skam.
Det er de første måneder
som jeg brugte på at sprede ben
24 timer i døgnet.
De kalder mig for Nausikaa
fordi jeg er en sirene.
Du kan finde mig indtil om aftenen,
fuldmånen er min følgesvend:
jeg er et vilddyr
fra landet, fra Toscana,
og kun dét indtil aften.
Så kommer natten…..
Jeg lader mig elske af min kæreste
som har et bundt
roser i hånden:
han er blid og følsom
så jeg glemmer
den bitre sex
før ham.
For mig er kunderne ens:
Paolo er den jeg elsker.
Og det er kun for hans skyld
at jeg Knepper!
Pàmela
Hun tager mig ved hånden
og fører mig med sig
til Positano,
Capri eller Timbuktu
jeg husker det ikke engang mere.
”I dag skal du være flink”
Jeg har også gjort manicure
inden at.
Vi kender hinanden.
Hun retter på sit
ikke just sportslige tøj.
Jeg siger:
Positano er smuk,
jeg har aldrig været der inden at.
Jeg trykker på speederen,
hun halvsover
og læner sig mod mig.
Jeg lægger min hånd
går op i andet gear
kører ind til siden
og stopper bilen.
Hun sover som en bikube
inden sværmetiden.
Jeg står og kigger.
jeg siger:
Sædet er for smalt.
Det ville være bedre med en trone
til bidronningen.
Hun nærmer sig mig.
Åbner øjnene
lukker øjnene
som i en leg.
Hun er sort som chokolade
som hårene
som fødderne,
der går nøgne.
Hun er sort som en neger.
Hun siger bare:
Jeg er træt.
Vær blid.
Du er smuk. Hold op hvor er du smuk.
Jeg takker hende:
Forfatterne kan lide at høre det.
Hun åbner mine vinger og
bringer mig til Capri. Vi elsker. En ad gangen.
Hun har hul mellem
tænderne så man også kan se
svælget. Hun har
nøddebrune hænder.
Brysterne stikker ud som
lanser;
jeg vil røre
men hun siger ”nej,
det er forbudt”
Jeg trænger ind i
en blomst
jeg køber en rododendron
blad for blad. Jeg kommer ind med besvær. Capri
er fuld af turister.
Jeg bevæger mig op og ned
for at finde perlerne
men fortaber mig i kæden.
Hun strækker sine poter
som en kat
hun vender om på maven
og jeg kommer ind.
Iagttager, fantaserer
hvad kan jeg mon.
Jeg vil have perlerne.
jeg bevæger mig op og ned
og ankommer til Timbuktu.
Det gør ondt på hende.
Hun siger:
Vær blid. Du er smuk.
Hold da op, hvor er du smuk.
Jeg fortaber mig og forstår intet mere.
Hun går væk næsten med det samme.
Jeg pudser næsen i en serviet
og jeg smider den
i vandhullet.
Som en edderkop
trækker jeg mig tilbage i mit spind.
Jeg starter bilen
anden tredje
og hilser.
Af høflighed
holder hun sig tæt til mig
følger min bil
og lukker porten efter sig.
Hun hilser.
Jeg hilser.
Hun er sort som en ulykke
og jeg kan lide hende
fordi jeg nådesløst kan tage hende.
Hun holder mig i hånden
hun fører mig med sig
mens hun stempler
Timbuktu
jeg husker det ikke engang mere.
Og siger:
Jeg er en smaragd
helt grøn og helt gul
jeg har en fløjte som lyder
fli og fla, fli og fla, flu flu flu
flu flu flu.
Jeg har en tand som danser
en røv som danser
et bryst som danser
og siger: fli og fla, fli og fla,
flu flu flu flu flu
&You?
Fem
Jeg begynder på en ny linje
som en præmieret digter
et hvidt afsnit
efterladt af sløvhed.
Jeg går med mine ben alene
gennem korridoren som fører til køkkenet
jeg rører ved det nye hår
som har en tykkelse og en diameter
som en kirsebærgren.
Hvor er det kraftigt. Smukt synes jeg. I dag.
Jeg går med et sæt tøj til at svede
gennemvævet af natten.
Og hvis jeg skulle møde dig mens du er i færd
med at lave kaffe ved komfuret, Hvad skal jeg så være?
En blomst tatoveret under armen
tilfreds med at leve på din hud.
Smerten er ligegyldig:
som bedøvelse har jeg den Rivotril
som blev til overs i tasken til aftensmad
50 gram cikorie.
Jeg vil opbygge og nedbryde verden
ud fra din himmelske mund.
Smile sådan til vinden og den danske midnatssol
og forestille mig at mit teater allerede er stort
prøven mindre kort
se dig smuk så snart du vågner
derefter lukke døren op for dig.
Den bedste profil er den til højre
ligesom på det foto
Fiumicino
med halv overkrop
uden dato
med hat.
Sammen med dig er jeg aldrig
fanget i det spejl
som du er.
Du er i mit sinds hjerte
fiore mio
og det kan ikke være anderledes.
Ti
Jeg havde det behageligt
i min gamle krop,
så ung at ethvert
møde enhver gade enhver fjende
var
to øjne til forelskelse.
Jeg ville gerne have
to almindelige øjne
en lineær mund.
Jeg ville gerne have været præcis
det som man skal være som voksen:
skabt af hård gips
efterlade et evigt ry
kunne tilgive i livet.
Jeg ville gerne have været til stede
på en almindelig måde,
ikke som vandhanens vand
der rammer ansigtet
og hver dag fortæller
at det vil være et vandfald.
I stedet har jeg den varme vind
nede i bunden af maven
og vindene som slås med hinanden
derinde,
som et Sahara af
stærke mavesmerter.
Ikke flere
hvide lagner og hvide knogler at klæde på.
Jeg skal
rede sengen
uden,
at kaste et blik,
et sidste
i avisen ligesom inden jeg lægger mig til at sove:
21:31
(jeg dør bare)
Oversat fra italiensk af Rie Boberg, 29. jan. 2014.
Udvalg fra digtsamlingen ”21:30 Jeg dør bare”.
21:31 Mi sento morire.
Forlag LietoColle, Collana Blu, 2013
brev til en ung mand i branchen.
Kære unge mand,
Jeg skriver til dig for at svare på en stemme.
I virkeligheden tørrer munden ud i nat.
Du spørger mig om klokken?
Lad være med at spørge,
hvis alle tidspunkter er egnede
til en ufornuftig død.
Hvorfor ligner vi brødre,
i al vores forskellighed,
gående på hver sin fod
favnende med hver sin arm.
Måske lidt melankoli nedkastet
af et regnskyl. Og udenfor regner det ikke i dagevis.
Indenfor er en sø, hvor fabrikkerne udleder bundfald,
affald fra historien, som vi har forladt.
Tag mig i hånden,
få mig til at føle det,
som når en nål går ind i venen,
hvorefter alt er forbi,
slukket er enhver smerte.
Når den farligste vej er valgt,
så kan jeg kun gå videre og konfrontere den
med alle dens slanger skjult mellem stenene.
Der venter mig et pludseligt baghold
i armene på forfatteren, som ikke mere
ønsker at skrive ”kærlighed”.
Der venter mig et sår, som flækker mit ansigt
og får blodsdråberne frem, som på en Madonna.
Bed for mig, du, som er på rette vej,
fordi Gud har glemt dig.
Bed for mig, for på hjemvejen
vil det ikke mere være mig, der forsøger et baghold.
Andet brev
Du er de usagte ord:
tavse, kvalte, dæmpede,
som digterens lys
om natten:
du må tages i stilhed.
Alt begær vender du mod dig selv.
Du er sommeren,
årstiderne, som ikke findes.
I øjnene, i ansigtet
er du tanken, som aldrig giver fred,
i evig uro får den alting til at ryste
og alting til at blive rødt.
Lev, lev igen,
genoplev.
Så anderledes
en blomst har du
placeret
i din mund:
man kan ikke kysse dig
uden at
få et løfte.
Hvad vil du have?
Hænderne
rene og tomme som
et værelse:
der kan fyldes op
for en kort stund
eller oversvømmes
for et helt liv.
Du, unge poste restante mand
overalt hvor du er,
kun fordi det er fjernt
vil du altid fastholde,
lyset
fra en stjerne
eller fra en sol
i en halv time.
Og alligevel
vil du altid
og du ved det også godt,
være dagen, der ikke dør
som ikke vil
sove
nogensinde.
Nausikaa
I fontænen plasker vandet
Spredte stemmer fra folk på vej væk
overdøver det.
Jeg
er kommet op til overfladen
og vender tilbage til fontænen for at drikke vand
som plasker.
Ved denne fontæne
bliver jeg trist: at være
kvinde eller luder
er ligegyldigt for en væske
som løber.
Men jeg frygter ikke.
Blot en enkelt dag
er nok til at jeg genfødes.
Også en enkelt nat
presset ned i søen
ved klippen på
landsbyens fontæne.
Jeg har ikke brug for Trevifontænen
selvom jeg indtil i går
følte skam.
Det er de første måneder
som jeg brugte på at sprede ben
24 timer i døgnet.
De kalder mig for Nausikaa
fordi jeg er en sirene.
Du kan finde mig indtil om aftenen,
fuldmånen er min følgesvend:
jeg er et vilddyr
fra landet, fra Toscana,
og kun dét indtil aften.
Så kommer natten…..
Jeg lader mig elske af min kæreste
som har et bundt
roser i hånden:
han er blid og følsom
så jeg glemmer
den bitre sex
før ham.
For mig er kunderne ens:
Paolo er den jeg elsker.
Og det er kun for hans skyld
at jeg Knepper!
Pàmela
Hun tager mig ved hånden
og fører mig med sig
til Positano,
Capri eller Timbuktu
jeg husker det ikke engang mere.
”I dag skal du være flink”
Jeg har også gjort manicure
inden at.
Vi kender hinanden.
Hun retter på sit
ikke just sportslige tøj.
Jeg siger:
Positano er smuk,
jeg har aldrig været der inden at.
Jeg trykker på speederen,
hun halvsover
og læner sig mod mig.
Jeg lægger min hånd
går op i andet gear
kører ind til siden
og stopper bilen.
Hun sover som en bikube
inden sværmetiden.
Jeg står og kigger.
jeg siger:
Sædet er for smalt.
Det ville være bedre med en trone
til bidronningen.
Hun nærmer sig mig.
Åbner øjnene
lukker øjnene
som i en leg.
Hun er sort som chokolade
som hårene
som fødderne,
der går nøgne.
Hun er sort som en neger.
Hun siger bare:
Jeg er træt.
Vær blid.
Du er smuk. Hold op hvor er du smuk.
Jeg takker hende:
Forfatterne kan lide at høre det.
Hun åbner mine vinger og
bringer mig til Capri. Vi elsker. En ad gangen.
Hun har hul mellem
tænderne så man også kan se
svælget. Hun har
nøddebrune hænder.
Brysterne stikker ud som
lanser;
jeg vil røre
men hun siger ”nej,
det er forbudt”
Jeg trænger ind i
en blomst
jeg køber en rododendron
blad for blad. Jeg kommer ind med besvær. Capri
er fuld af turister.
Jeg bevæger mig op og ned
for at finde perlerne
men fortaber mig i kæden.
Hun strækker sine poter
som en kat
hun vender om på maven
og jeg kommer ind.
Iagttager, fantaserer
hvad kan jeg mon.
Jeg vil have perlerne.
jeg bevæger mig op og ned
og ankommer til Timbuktu.
Det gør ondt på hende.
Hun siger:
Vær blid. Du er smuk.
Hold da op, hvor er du smuk.
Jeg fortaber mig og forstår intet mere.
Hun går væk næsten med det samme.
Jeg pudser næsen i en serviet
og jeg smider den
i vandhullet.
Som en edderkop
trækker jeg mig tilbage i mit spind.
Jeg starter bilen
anden tredje
og hilser.
Af høflighed
holder hun sig tæt til mig
følger min bil
og lukker porten efter sig.
Hun hilser.
Jeg hilser.
Hun er sort som en ulykke
og jeg kan lide hende
fordi jeg nådesløst kan tage hende.
Hun holder mig i hånden
hun fører mig med sig
mens hun stempler
Timbuktu
jeg husker det ikke engang mere.
Og siger:
Jeg er en smaragd
helt grøn og helt gul
jeg har en fløjte som lyder
fli og fla, fli og fla, flu flu flu
flu flu flu.
Jeg har en tand som danser
en røv som danser
et bryst som danser
og siger: fli og fla, fli og fla,
flu flu flu flu flu
&You?
Fem
Jeg begynder på en ny linje
som en præmieret digter
et hvidt afsnit
efterladt af sløvhed.
Jeg går med mine ben alene
gennem korridoren som fører til køkkenet
jeg rører ved det nye hår
som har en tykkelse og en diameter
som en kirsebærgren.
Hvor er det kraftigt. Smukt synes jeg. I dag.
Jeg går med et sæt tøj til at svede
gennemvævet af natten.
Og hvis jeg skulle møde dig mens du er i færd
med at lave kaffe ved komfuret, Hvad skal jeg så være?
En blomst tatoveret under armen
tilfreds med at leve på din hud.
Smerten er ligegyldig:
som bedøvelse har jeg den Rivotril
som blev til overs i tasken til aftensmad
50 gram cikorie.
Jeg vil opbygge og nedbryde verden
ud fra din himmelske mund.
Smile sådan til vinden og den danske midnatssol
og forestille mig at mit teater allerede er stort
prøven mindre kort
se dig smuk så snart du vågner
derefter lukke døren op for dig.
Den bedste profil er den til højre
ligesom på det foto
Fiumicino
med halv overkrop
uden dato
med hat.
Sammen med dig er jeg aldrig
fanget i det spejl
som du er.
Du er i mit sinds hjerte
fiore mio
og det kan ikke være anderledes.
Ti
Jeg havde det behageligt
i min gamle krop,
så ung at ethvert
møde enhver gade enhver fjende
var
to øjne til forelskelse.
Jeg ville gerne have
to almindelige øjne
en lineær mund.
Jeg ville gerne have været præcis
det som man skal være som voksen:
skabt af hård gips
efterlade et evigt ry
kunne tilgive i livet.
Jeg ville gerne have været til stede
på en almindelig måde,
ikke som vandhanens vand
der rammer ansigtet
og hver dag fortæller
at det vil være et vandfald.
I stedet har jeg den varme vind
nede i bunden af maven
og vindene som slås med hinanden
derinde,
som et Sahara af
stærke mavesmerter.
Ikke flere
hvide lagner og hvide knogler at klæde på.
Jeg skal
rede sengen
uden,
at kaste et blik,
et sidste
i avisen ligesom inden jeg lægger mig til at sove:
21:31
(jeg dør bare)
Oversat fra italiensk af Rie Boberg, 29. jan. 2014.