Fra udkant til forkant

Ved at udnytte og brande det helt specielle ved et udkantsområde kan man skabe ny vækst. Færøerne viser vejen.

af Rie Boberg, conviviumleder i slow food odsherred og forfatter.

Pferorende 2raktisk økologi 6/2012

Langt ude i Atlanterhavet ligger der 18 øer – én er ubeboet og 8 er udkantsøer. For 10 år siden samlede de sidstnævnte sig i foreningen Útoyggjafelagið (Foreningen af udkantsøer) og ja, vi er på Færøerne. Måske tænker mange danskere lidt maliciøst, at Færøerne da vist er udkant nok i sig selv, behøver der være en udkant i udkanten?

Gennem Olga Biskopstø, som jeg har mødt i Slow Food-sammenhænge, har jeg hørt om udviklingen på St. Dímun, en af de mindste af de 8 udkantsøer. Olga er koordinator i Útoyggjafelagið, men også Slow Food-conviviumleder, politiker, forsker ved Socialvidenskab på Færøernes Universitet og pro- jektleder på Nordic Delight, et samarbejde mellem Island, Grønland og Færøerne omkring håndværks- fremstillede fødevarer, samt – ikke uvæsentligt – mor til 8 børn. Jeg beder hende om at arrangere et besøg på øen, men denne udkant er ikke en, man lige tager til. Det lykkes hende imidlertid at reservere helikopterpladser, selvom det indtil 15 minutter før afgang er usikkert, om vi kommer af sted. Sådan er det på Færøerne. Her bestemmer naturen enerådigt. Man kan ikke komme til St. Dímun på anden måde. Øen er en klippe, der rejser sig majestætisk i havet, uden gode havne, så det kræver helt specielt vejr at komme i land fra havet, og de fleste færinger har simpelthen aldrig været på øen.

Den gamle kongsbonde Óla Jákup (úr) Dímun er mødt op på helikopterpladsen i Tórshavn. Han er i dag et sted i tresserne og er flyttet til Tórshavn med sin kone og har overladt kongsgården til børnene: Datteren Eva og hendes mand Jógvan Ján, begge læ- reruddannede, på henholdsvis 39 og 34 år, og børnebørnene Dögg og Sproti på 8 og 6 samt sønnen Janus in Dímun og hans kone Erla, begge 25 år. De sidste er lige nu i Tórshavn for at føde deres første barn. Slægten har boet på gården siden 1807, i 8 generatio- ner. Det vil sige, at de nye små bliver den 9. gene- ration. En kongsbonde ejer ikke sin gård, men lejer den af kongen (staten), og derfor er kongsgårde de største på Færøerne, fordi de ikke opdeles hver gang, der skal arves. Gården på St. Dímun er den næststør- ste kongsgård efter den i Kirkjubøur, fortæller han.

 

Hele artiklen på PDF: Fra udkant til forkant